21. jul.

Den stille periode afslører sårbarhederne.

I juli falder tempoet på de fleste danske arbejdspladser. Indbakken fylder mindre, mødekalenderen er tyndere, og der bliver pludselig plads til de opgaver, der ellers bliver skubbet foran sig hele foråret. Men for mange virksomheder er sommeren også et tidspunkt, hvor andre ofte ellers upåagtede forhold bliver synlige: Hvad sker der egentlig, når den, der plejer at køre lønnen, ikke er der?

Resten af året går det som regel stille for sig. Lønnen bliver kørt til tiden, bilagene bliver bogført, og ingen tænker nærmere over, hvordan det hele hænger sammen - fordi det bare fungerer. Det er først, når nøglepersonen holder tre ugers ferie, eller bliver ramt af sygdom midt i en lønkørsel, at det bliver tydeligt, hvor lidt der egentlig er dokumenteret, og hvor meget der sidder i én persons hoved.

Hvorfor sommeren gør sårbarheden synlig

Det er ikke fordi, risikoen i sig selv opstår i juli. Den er der hele året. Sommeren er bare det tidspunkt, hvor flere ting rammer samtidig: Ferieafvikling, nedsat bemanding og ofte en vikar eller kollega, der skal sættes ind i en opgave i en fart. Det er en stresstest af nogle processer, som virksomheden normalt ikke tænker over.

Konsekvensen er sjældent dramatisk i første omgang. En lønkørsel bliver forsinket et par dage. En medarbejder får forkert løn og skal have det rettet. Men fejlene koster mere end selve rettelsen - de koster tillid, og de koster den tid, der går med at finde ud af, hvad der egentlig gik galt, når den eneste med overblikket ikke er til stede.

Det, der egentlig skal på plads

En robust lønfunktion betyder ikke nødvendigvis, at der skal ansættes flere hænder. Det er vigtigere, igennem dokumentation at sikre, at viden og ansvar ikke ligger hos én person alene. Det kræver dokumentation, der er skrevet, så andre kan følge den. Det kræver en proces, der er beskrevet så tydeligt, at en backup faktisk kan træde til uden en uges oplæring. Og det kræver, at I ved, hvor sårbarheden sidder, før den bliver testet af en tilfældig kombination af ferie og sygdom.

Mange virksomheder opdager først dette, når det går galt. De færreste sætter sig ned midt i en travl februar og spørger: Hvad sker der, hvis vores lønansvarlige er væk i tre uger? Men det er det spørgsmål, der er værd at stille, imens der er plads til at gøre noget ved svaret.

Brug den stille periode til noget, der batter

Den langsommere sommer er ikke kun en periode, man kommer igennem. Den er også en god anledning til at se nøgternt på, hvor robust økonomifunktionen egentlig er, når den bliver presset. Ikke fordi outsourcing altid er svaret, men fordi det giver mening at vide, hvor sårbarhederne sidder, og hvad de vil koste, hvis de bliver testet for alvor.

Vil du have et konkret blik på, hvor jeres lønproces er mest sårbar? Kontakt os for en uforpligtende dialog. 

Thomas Lønbæk Head of Marketing i Amesto Danmark.